Med udgangspunkt i Undervisningsministeriets Fælles mål tilrettelægger vi den daglige undervisning. Det er vores mål, at eleverne afslutter deres skoletid med Folkeskolens Afgangsprøver. I fag eller situationer, hvor dette ikke er realistisk, laves en alternativ evaluering af elevens kompetencer inden for det/de konkrete fag.
Undervisningen i klassen tilrettelægges med udgangspunkt i en viden om, hvilke hensyn vi skal tage ift. elever med sociale og kommunikative udfordringer. I undervisningen kobles individuel tilpasning med undervisning af klassen.
Vi tager afsæt i den enkelte elevs særlige forudsætninger i beskrivelsen af læringsmål i den individuelle elevplan. Teamet fastlægger i samarbejde faglige såvel som sociale mål. Eleven inddrages i dette arbejde gennem løbende børnesamtaler. Særlige fokuspunkter i elevplanen udarbejdes løbende i samarbejde med forældre og ressourcepersoner, som understøtter skolens arbejde med elevens udvikling som for eksempel tale-hørerlærer og ergoterapeut fra Børnecenter København samt psykolog fra område Amager. Der er faste møder mellem lærer, pædagoger, pædagogmedhjælpere og ressourcepersoner, ligesom der er regelmæssige møder mellem forældre og teamet.