Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

4-skolesamarbejdet

Dyvekeskolen er en del af 4-skolesamarbejdet på Midtamager. Eleverne går fra 0. – 6. klasse på enten Dyvekeskolen, Sundbyøster Skole eller Gerbrandskolen.
Fra 7. – 9. klasse fortsætter de på Højdevangens Skole.
På Dyvekeskolen arbejder vi målrettet med at skabe en god overgang fra mellemtrinnet til udskolingen med et systematiseret fokus på faglig læsning og matematik.

4-skolesamarbejdet har i fællesskab lavet en film, der fortæller om overgangen fra basisskole til udskolingsskole:

 

Fælles grundlag og vision for 4 skolesamarbejdet

Vores fælles vision

Vi er sammen om et unikt og banebrydende skoleforløb, som er det naturlige førstevalg blandt børn og forældre på Midtamager.  
For dit barn betyder det, at vi på basisskolerne har specialiseret os i at skabe den bedste læring, trivsel og udvikling for de mindre børn ved skolestart og indskoling og vi arbejder med et inkluderende og stimulerende læringsmiljø, hvor de mindre og mellemstore børn får de rette betingelser for at blive så dygtige som de kan blive.  
For dit barn betyder det også, at vi på Højdevangens Skole skaber et ungt læringsmiljø, hvor vi sikrer den bedst mulige faglige udvikling af alle børn – både de allerdygtigste, mellemgruppen samt dem, der har brug for lidt ekstra styrke. Vi arbejder med forskellige linjer efter elevernes interesser og vi arbejder med udvidet holddannelse for at sikre de rette læringsbetingelser for alle børn. Vi specialiserer os på Højdevangen Skole i de større børn og arbejder intensivt med brobygningen til alle ungdomsuddannelser – både de erhvervsrettede, de gymnasiale og de øvrige.  
Det betyder for de 4 skoler at:  

  •  Vi udvikler et stærkt og forpligtende samarbejde mellem de 4 skoler, hvor vi sikrer en rød tråd i vores pædagogiske tilgang til børnenes læring, trivsel og udvikling.  
  • Vi udvikler en fælles tilgang til læse- og skriveundervisning og udvikler ensartethed, så børnene kender de metoder at arbejde med læsning og skrivning på, som de også skal arbejde med på Højdevangens Skole.  
  • Vi arbejder koordineret på alle klassetrin på at forberede børnene på overgangen til Højdevangens Skole med fælles aktiviteter for børn på alle årgange. 
  • Vi arbejder tæt fagligt sammen mellem lærerne på tværs af skolerne både i fælles fagudvalg og i ressourcecentrene på skolerne, således at Højdevangens Skole af børn og forældre opleves som en naturlig forlængelse af basisskolerne. 
  • Vi arbejder i særlig grad med forberedelse af overgangen til Højdevangens Skole på 5. og 6. klassetrin med hyppigere fælles aktiviteter og fagligt samarbejde. Du bliver som forældre tidligt inddraget i forberedelsen af selve overgangen – bl.a. via en systematisk vidensoverdragelse for alle børn, således at vi sikrer en tryg og forventningsfuld overgang til Højdevangens Skole  
  • Vores skolebestyrelser arbejder tæt sammen og mødes således to gange årligt til en temadrøftelse om basisskolerne og en om udskolingsskolen. 
  • Der er et udvidet samarbejde mellem de 4 elevråd på skolerne, som er med til at styrke samarbejdsbåndene mellem skolerne 

 
Samarbejdsprincipper i 4 skolesamarbejdet  

  • Vi har et fælles ansvar for 4skolesamarbejdet  
  • Vi har høje forventninger til hinanden – både til medarbejdere og ledelse 
  • Vi involverer og inddrager i samarbejder; elever, forældre, ledere og medarbejdere  
  • Vi er nysgerrige på hinandens praksis og vi inspirerer hinanden til at tænke nyt og kreativt 
  • Vi udvikler sammen spændende læringsmiljøer og udforsker sammen forskellige måder at organisere og gennemføre undervisningen på 
  • Vores strategiske beslutninger og kommunikation herom er fælles og koordineret og beslutninger der vedrører alle fire skoler træffes i koordinationsudvalget bestående af alle fire skoles ledelser